5. juli 2018

Invitation

Invitation til nye spillere

Invitation 2018

Vi vil gerne byde nye spillere meget velkomne, selvfølgelig både kvinder og mænd.
Hver sæson bliver der startet begynderhold op med spillere, som ikke har prøvet L`hombrespillet før. Spillet har mange flere facetter end f.eks. Whist med trumf. Det er klart en fordel at have spillet Whist, før man begynder at lære L’hombre, men ikke noget krav. Det første halve år spiller man i en oplæringsgruppe med andre nye spillere og med øvede spillere som lærere. Det tager ca. et ½ til et helt år, før man er fortrolig med kortenes værdi i de forskellige situationer. Men bare rolig, det skal nok komme. Vi har alle været igennem denne proces. Man bliver stille og roligt hjulpet ind i en større forståelse af spillet af klubkammerater. Rigtig god bliver man først, når man har spillet i lang tid. Og jo mere man spiller, jo hurtigere kommer det.

4 nybegyndere – velkommen til klubben!

Klubkontigent er på 250 kr. pr ½ år. Øveaftenerne med undervisning er gratis, og man vil få udleveret regler og øvemateriale gratis. Det kan man så støtte sig til i den første tid. Det er muligt at købe øl og vand til meget rimelige priser.

L’hombrespillet er mindst 600 år gammelt og stammer fra Spanien, hvor det blev udviklet af klostrenes munke. Det var forbudt for munkene at spille kort, så derfor skal der helst være 4 spillere til et spil L’hombre. Men kun 3 er “aktive” i hvert spil. Den fjerde kunne så på skift holde udkik efter, om der kom nogen, som kunne afsløre deres forehavende. For eksempel klosterets abbed! I dag har oversidderen ikke så alvorlige forpligtelser.

Vi glæder os til at tage pænt imod dig og lære dig L’hombrespillets ædle kunst. Vi håber, du bliver bidt af det, ligesom vi er blevet det.